mandag den 12. august 2013

Paleo Fast Food - mad på max. 30 minutter

Stegt andebryst på salat af rå gulerod og appelsin. Dressing af lidt tørret timian, frisk ingefær, hvidløg, havsalt, olivenolie og sorte sesamfrø.

Nogle gange skal det gå stærkt; som oftest i hverdagen, hvor de færreste har tid til at bruge flere timer i køkkenet. Det behøver heldigvis ikke at være et problem, bare fordi, at man spiser paleo.
Som med al anden madlavning kan man gøre det kompliceret eller man kan holde det simpelt. Min erfaring er, at når man starter på paleo vil man paleofisere alting, så man på den måde stadig spiser de ting man kender, blot med andre ingredienser. Som tiden går forsvinder det behov dog for de fleste. Man lærer at sammensætte og være tilfreds med enkle måltider og det sparer en for meget tid i køkkenet.
Her har jeg samlet nogle af mine favoritter, når det skal gå hurtigt. 
Oksekød kan skiftes ud med lam, and med kylling, torsk med laks, gulerod med knoldselleri, mango med banan osv. nedenstående er kun forslag til kombinationer. Jeg laver ofte nedenstående retter, men varierer ingredienserne.
Skriv gerne en kommentar om hvilke retter, der er dine yndlings paleo fast food retter :-)

Lilla spidskålswraps med ingefær-chili stegt torsk.
Svits fintsnittet ingefær og frisk chili i kokosolie eller klaret smør. Steg torskefileterne på panden og krydr med havsalt. 
Arranger kødet i spidskålsbladene og top med fintternet agurk, fersken og gul peberfrugt. Drys med cashewnødder.

Hakket oksekød stegt med løg, usvovlede tørrede abrikoser i tern, pinjekerner, krydderier: chili, ingefær, allehånde, kanel, havsalt. På bund af finthakket gulerod og broccoli. Jeg plejer at blende grøntsagerne i min foodprocessor. Smager også virkeligt godt på en bund af fx rødbede-broccoli eller rødbede-gulerod.

Steg en god bøf, krydret med salt og peber, i klaret smør. 
Imens renses et hoved broccoli og deles i buketter, stokken skrælles og skæres i tynde stave. 
Damp brocccolien i en gryde med lidt vand i bunden - du ved bedst selv hvordan du foretrækker din broccoli og hvor længe den skal tilberedes. 
Server med avocado og mango. 

Saftig laks med varm spidskålssalat. 
Find opskriften på laks her
Find opskriften på spidskålssalat her

Meatza med topping af tomat, rødløg, basilikum og mango.
Rør en fars af hakket oksekød, finthakket persille, æg, revet løg, chilipulver, løgpulver og salt og form den til en stor bøf på en bagepapirsbeklædt bageplade. Bag 'bunden' i ca. 20-30min. på 180C.
Imens bunden bages tilberedes toppingen - som i øvrigt kan være hvad som helst. Topper du med andet end grøntsager bør du huske en salat eller lignende som tilbehør.


Steg en god bøf, krydret med salt og peber, i klaret smør. 
Skær blomkål, gulerod og champignon i mundrette bidder og lynsteg grøntsagerne i rød karrypasta og 'hjemmelavet' kokosmælk (1 dl 'Creamed Coconut' + 2 dl vand).
Server med et stykke frugt; fx en kiwi eller lidt ananas.

2 kommentarer:

  1. Alle dine retter ser alt for lækre ud - lige mad efter min smag, jeg er især vild med torsken i det lilla spidskål - det er altså bare mad når det er smukkest!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Maria :-D
      Jeg er selv ret vild med alle dine fiske- og frikadeller og dine forskellige spyd. Laver det alt for sjældent selv, men det vil jeg begynde på. Det er jo nemt at variere på 100 måder, som du er mega god til :-)

      Slet