fredag den 20. september 2013

Chokoladedrøm med chilitrøffel


Denne chokoladeanretning må være enhver chokoladeelskers drøm - 'chokolade' i flere forskellige former; som 100% chokolade, som kakaopulver, som kakaosmør og som kakaonibs - chokolade på næsten alle tænkelige måder - intenst!
Som de fleste ved, indeholder chokolade en række helbredsfremmende stoffer. Du kan læse mere om de potentielle helbredsgevinster ved indtag af mørk chokolade i denne letlæselige artikel - velbekomme :-)

Jeg har lavet kagerne i anretterringe/kokkeringe, men du kan sagtens lave én stor kage i en almindelig springform (dia. 22cm), hvis du ikke har anretterringe. Hvis du ønsker at lave kagen i en springform, skal ingredienser ganges med 1,5 (fx 100g mandelmel x 1,5 = 150g mandelmel).

Til 4 anretterringe (dia. 8cm)
Bunde
100g mandelmel
200g udstenede Medjool dadler
40g kakaopulver
50g kakaosmør
1 tsk. vanillepulver
1/4-1/2 tsk. havsalt
2 spsk. kakaonibs
Trøffelcreme
'Det fede'* fra 2 ds. kokosmælk
40g kakaosmør
160g 100% chokolade
1-3 tsk. chilipulver (afhængigt af, hvor stærkt dit pulver er - smag dig frem)
Evt. koldslynget honning, hvis cremen skal sødes lidt
I øvrigt
Kakaopulver til pynt
Friske små chili til pynt 

*sæt kokosmælk på dåse (ikke light) på køl i min. 4 timer (afhænger af køleskabet). Dåsens indhold deler sig i to - en fast, fed del og en vandet del. Skrab den fede del ud og brug den i opskriften.

Bunde
Smelt kakaosmørret i en gryde over lav varme.
Alle ingredienser (på nær kakaonibs) kombineres i en foodprocessor og blendes til en samlet og ensartet dej.
Dejen fordeles i anretterringene (som fx står på et skærebræt) og presses godt ned (så ikke cremen kan flyde ned af siderne), drys med kakaonibs og sæt på køl, så dejen kan sætte sig (30-45 minutter).
Trøffelcreme
Kokosfedt og kakaosmør smeltes i en gryde over svag varme. 
Når fedt og smør er smeltet og massen er varm, men ikke kogende, tages gryden af varmen og chokoladen røres ud i cremen. Bliv ved med at røre i cremen til den er fed og glat.
Smag til med chilipulver og evt. lidt honning. Cremen skal være bitter, som modspil til den søde bund, men måske finder du cremen for bitter uden nogen form for sødning, brug lidt honning, hvis du synes.
Når bundene har sat sig hældes cremen oveni og ringene sættes igen på køl, til cremen er fast (+4 timer).
Det kan være lidt svært at få kagerne ud af anretterringene. Jeg brugte en kødnål til at løsne sidderne meget forsigtigt (cremen er relativt blød). Når du har fået trukket ringene af, kan du bruge en tynd paletkniv til at løsne bundene fra skærebrættet. Placer kagerne på serveringstallerkener, drys med kakaopulver og pynt med en chili. Server straks.

Indkøb
100% chokolade (Amma) fra Olines Paleoshop
Mandelmel fra Olines Paleoshop
Kakaosmør fra Olines Paleoshop
Kakaopulver fra Olines Paleoshop
Kakaonibs fra Olines Paleoshop

2 kommentarer:

  1. Nogen forslag til hvad man kan gøre, hvis man ikke er den heldige ejer af et sæt anretterringe?!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sara,
      Måske kan du lave det som 1 stor kage i en springform? Alternativt en almindelig tærteform, hvor du forer indersiden med husholdningsfilm så du nemt kan få kagen op, ved at hive filmen op.
      En af de to ville jeg nok prøve :-)
      Mvh. Sabine

      Slet