mandag den 30. december 2013

Hjemmelavet kransekage


Ingen nytårsaften uden kransekage. Her får du opskriften på et kransekagetårn lavet på mandler, honning, kokospalmesukker og æggehvider.
Den samlede sukkermængde er væsentligt lavere end i de traditionelle udgaver og sukkertyperne er forsøgt sundhedsoptimerede. 
Hvis du hellere vil lave kransekage sødet med dadler, finder du en opskrift her 
Denne variant, sødet med honning og kokospalmesukker, smager langt mere som 'almindelig' kransekage og konsistensen rammer også ret godt :-) 

Til 4-8 personer (nogle har en større kransekageappetit end andre jo ;-))
500g mandelmel
75g koldslynget honning
50g æggehvide evt. pasteuriseret
75g kokospalmesukker
50g æggehvide evt. pasteuriseret

Mandelmel, honning og 50g æggehvide æltes sammen til marcipan. Hvis honningen er for fast, kan den varmes op over svag varme, så den bliver flydende. 
Ælt marcipanen sammen til en tyk pølse og skær den i mindre stykker. 
Mal kokospalmesukkeret til 'flormelis' i en kaffekværn. 
Ælt marcipan, kokospalme'flor'sukker og æggehvide sammen til en ensartet dej. 
Lad dejen trække et par timer på køl eller natten over. 
Tril dejen til fingertykke pølser på henholdsvis:
8, 12, 16, 20, 24, 28, 30 og 32cm og en lille kugle, der masses flad til toppen af kagen (overskydende dej kan formes efter ønske og bages med).
Saml pølserne til ringe og flyt dem forsigtigt over på en bagepapirsbeklædt bageplade. 
Brug tommel- og pegefinger til at 'spidse' ringene i toppen (ligesom en tagryg). 
Bag ringene i en forvarmet ovn på 130C, varmluft indtil de bliver gyldne - i min ovn ca. 23 minutter.  
Opbevar kransekagen på køl eller frost inden servering (tø op i god tid, så du også kan nå at dekorere den).

Jeg er endnu ikke kommet til dekorationen af mine ringe, men de kan dekoreres med en 'hvid glasur' af kokossmør, kakaosmør og honning, smeltet og rørt sammen eller med smeltet mørk chokolade.

Jeg håber, at du får et rigtig godt nytår :-)

Indkøb
Mandelmel fra Viivaa
Kokospalmesukker fra Viivaa
Kokossmør fra Viivaa
Kakaosmør fra Viivaa
Vivani 92% - mørk chokolade sødet med kokospalmesukker fra Viivaa

-Indlægget indeholder affiliatelinks-

Ingen kommentarer:

Send en kommentar