lørdag den 22. marts 2014

Kyllingehjerter Asian Style


Indmad er en totalt overset spise, hvorfor mange heller ikke spiser nok fx hjerter, lever mv. Indmad er spækket med sunde sager og er billigt - selv når man vælger det økologiske.
Er du lidt skræmt ved tanken om indmad, kan kyllingehjerter være et rigtig godt sted at starte. Kyllingehjerter smager nemlig allermest af mørkt kyllingekød (lårkød) med en lidt fastere tekstur. 
Her får du mit bud på en ret med kyllingehjerter spækket med god smag fra bl.a. ingefær, hvidløg og citrongræs :-) haps haps

500g kyllingehjerter
1 stor klump ingefær (75-100g)
2 fed hvidløg
1 stilk citrongræs
Saft af 1/2 appelsin
Coconut aminos (paleovenligt alternativ til soyasauce)
Kokossirup eller mild honning
Kokosolie uden smag til stegning

Rens hjerterne, jeg plejer at klippe fedtet af og skylle dem under rindende vand.
Skær ingefær og hvidløg i fine tern (skal ikke rives) og del citrongræsset i 4. 
Smelt kokosolien på en pande og start med at svitse ingefær, hvidløg og citrongræs af i et par minutter. Emnerne må ikke tage farve eller brænde på. 
Tilsæt kyllingehjerterne og brun dem af.
Når hjerterne har taget farve tilsættes appelsinsaft, et godt skvæt coconut aminos og hvad der svarer til 1 spsk. kokossirup. Lad safterne koge ind og nærmest karamellisere hjerterne. Rør rundt undervejs, så det ikke brænder på. Når safterne er indkogt gives endnu et skvæt aminos og hvad der svarer til 1 spsk. kokossirup og processen omkring indkogning gentages. Hjerterne skal ikke steges tørre, men mængden af væske skal reduceres, så der kun er en smule klistret sauce tilbage. 
Pil citrongræsset op af panden inden servering. 

Sød kartoffel bix
Sød kartoffel
Løg (1 medium løg pr. medium sød kartoffel)
Appelsinsaft (saft af 1/2 appelsin pr. medium sød kartoffel)
Vand (1/2 dl vand pr. medium sød kartoffel)
Havsalt
Chilipulver
Kokosolie uden smag til stegning

Skær løget i fine tern og svits det af i kokosolien. 
Skær kartoflen ud i meget fine tern - dette sikrer en hurtigere tilberedning. Tilsæt kartoffelternene til løget i gryden og rør rundt. Når kartoflerne er begyndt at blive lidt bløde i kanten tilsættes appelsinsaft og vand og væsken hjælper nu med at koge/dampe kartoflerne. Rør godt rundt undervejs. Efter ca. 15 minutter vil kartoflerne være færdige. Smag til med havsalt og chilipulver.

Indkøb
Kokossirup fra Viivaa
Kokosolie uden smag fra Viivaa
 
-Indlægget indeholder affiliatelinks-

Ingen kommentarer:

Send en kommentar