onsdag den 23. april 2014

Blomkålsvafler


Efter at have luret længe (og sultent) på Malous lækre vaffelopskrifter på www.klidfaster.dk måtte jeg naturligvis lave en paleoversion - valget faldt på multianvendelige blomkål som hovedingrediens :-D
Jeg tænker, at dampet broccoli og alle rodfrugter (dampede - kogte bliver muligvis for vandede) vil kunne bruges i stedet for blomkålen. 
Vaflen kan både bruges som 'bund' som vist på billedet, men også som sandwichbrød, hvis man bruger 2 vafler - som Malou har gjort her 
Jeg har kun prøvet at lave vaflerne i et vaffeljern til belgiske vafler, men et almindeligt vaffeljern må kunne fungere lige fint. 
Glæder mig til at få eksperimenteret meget mere med vafler fremover med udgangspunkt i denne nemme opskrift :-)

Til 2,5 vaffel
300g dampet blomkål
2 æg
10g mandelmel fra Funktionel Mad
10g kokosfibre
1/2 tsk. hvidløgspulver
Havsalt

Kålen skal være så gennemdampet, at den kan piskes i stykker. 
Dvs. ikke en 'al dente'-dampning, men nødvendigvis heller ikke en skamdampning - bare tilpas ;-)
Brug en elpisker til at piske den dampede kål sammen med æggene. 
Kålen skal findeles, men kan ikke blive helt glat. 
Tilsæt mandelmel, kokosfibre og krydderier og pisk igennem. 
Lad dejen stå et par minutter (fibrene suger væske til sig) og pisk igennem en sidste gang. 
Fordel dejen i et let olieindsmurt (smeltet klaret smør eller kokosolie uden smag) vaffeljern (til belgiske vafler) og bag vaflerne. Vaflerne er overraskende sammenhængende og fleksible, men vær alligevel lidt forsigtig, når de lirkes ud af jernet. 

Her servet med en rest kold oksemørbrad og en hjemmelavet bearnaise. 

Instruktion på bearnaisen får du nedenfor - jeg har taget Malenes (www.maleo.dk) fremragende og nemme fremgangsmåde til mig, der sikrer en god bearnaise hver gang - der IKKE skiller :-) Lur den her

Æggeblommer evt. pasteuriserede
Citronsaft
Havsalt
Klaret smør
Sennepspulver
Finthakket estragon

Pisk æggeblommerne med lidt citronsaft og havsalt. 
Tilsæt kolde klumper af klaret smør og pisk videre over lav varme. 
Tilsæt mere smør om nødvendigt til mængde og konsistens passer dig. 
Smørret arbejdes fint ind over lav varme under omrøringen. 
Smag til med sennepspulver, evt. mere citronsaft og havsalt og rør estragonen ud i saucen.

Indkøb
Kokosfibre fra Viivaa
Mandelmel fra Funktionel Mad fra Viivaa
Kokosolie uden smag fra Viivaa



-Indlægget indeholder affiliatelinks-

1 kommentar:

  1. Uhm, virkelig en lækker version. Har kun prøvet med rå blomkål, men skal da helt klart prøve at dampe det også :-)

    SvarSlet