lørdag den 13. december 2014

Stenalderbrød med 2 x rosiner og nibs

Her får du en gratis smagsprøve fra eBogen 
Bogen kan købes til halv pris - kun 62,50 kroner - t.o.m. d. 14. december :-) Læs mere her

Dette er helt klart det bedste stenalderbrød, jeg nogensinde har bagt. Kombinationen af ristede nødder og kerner, tørret frugt og kakaonibs, smager bare rigtig, rigtig godt sammen. Brødet smager fænomenalt bare med lidt klaret smør på, men vil også være lækkert med mere reelt pålæg, hvis man godt kan lide kombinationen af salt og sødt (det elsker jeg personligt) :-)

Til 1 brød
100g af hver: mandler, paranødder, græskarkerner, solsikkekerner
50g af hver: usaltede pistacienødder (uden skal), pekannødder
100g sultanas
50g korender
50g kakaonibs
25g fedtreduceret mandelmel
5 æg
1 dl vand
1-1 1/2 tsk. havsalt

Start med at fordele nødder og kerner på en bagepapirsbeklædt bageplade og rist dem i en forvarmet ovn på 100C indtil de begynder så småt at tage farve og dufte aromatisk (ristningen fremhæver deres smag).
Blend kakaonibs i mindre stykker - bare mindre stykker, ikke til pulver. 
Bland de let afkølede nødder og kerner godt sammen med alle øvrige ingredienser og fordel dejen i en bagepapirsbeklædt brødform. 
Bag brødet i en forvarmet ovn på 160C i ca. 60min. Lad brødet afkøle i formen.

Det er vigtigt, at du først skærer i brødet, når det er helt afkølet og, at du bruger en meget skarp kniv til at skære brødet. Da brødet indeholder hele nødder og kerner vil det være potentielt porrøst og smuldrende, hvis der skæres i brødet med en sløv kniv og der skæres i det, når det er varmt. Evt. brødsmulder kan dog tørristes på en pande (eller ristes i en klat klaret smør) og bruges som krymmelknas på andre ting - der er ingen grund til at spilde så meget som en krumme af dette lækre brød ;-) Opbevar brødet på køl i op til en uge eller skær brødet i skiver og frys dem ned enkeltvis.

-Indlægget indeholder affiliatelinks-

Ingen kommentarer:

Send en kommentar